Livligt kulturliv for store og små
Når du rejser i Island, byder hver region på unikke, interessante seværdigheder og begivenheder. Gå på opdagelse i Islands kulturarv og historie på landets mange museer, som dækker alt fra tidlig vikinghistorie til moderne kunst, og oplev moderne kultur i hovedstadsområdet. Reykjavík summer af kreativitet og er kendt for sin urbane kunst, der ses overalt i byen. Byen er dekoreret med vægmalerier, og du kan være heldig at spotte charmerende, moderne gadekunst.
Har du mod på autentiske oplevelser i Island, kan du tage en snak med de lokale. De fleste islændinge forstår dansk og gør sig godt på engelsk. Søger du autentiske kulturelle oplevelser med de lokale, kan du prøve de udendørs opvarmede svømmebade, slentre på loppemarkedet Kolaportið og nyde en god kop kaffe og en islandsk pandekage på en lokal kaffebar.
Gæster bydes velkommen i de mørke vintermåneder, hvor særligt jul og nytår er højdepunkter. Og bare rolig, islændingene elsker at hygge lige så meget, som vi gør. Nedenfor kan du gå på opdagelse i Islands kulturelle oplevelser og aktiviteter.