Naturligt velvære
På Island er der mange måder at slappe af på. Her kan du komme dig efter stress. Én bestemt løsning er en bærende kilde til behagelig afslapning og velvære, og den er dybt lagret i islandsk kultur; at bade i varme kilder. Det geotermisk opvarmede vand, der flyder rigeligt af i Islands undergrund, giver uanede muligheder for både bæredygtig energi og ressourcer, men gør også Island rig på naturlige og menneskeskabte badesteder. Hver en lille landsby har en charmerende badeanstalt og mange islændinge råder over private naturligt varme kilder på deres grunde i den smukke natur, som visse steder er åbne for offentligheden.
Spabadet er en moderne opfindelse, men at nyde de talrige fordele ved at bade i de termiske bade er en gammel islandsk tradition, som strækker sig helt tilbage til de første øboere. Snorri Sturluson, den berømte islandske historiker og forfatter fra det 12. århundrede, var spabadsentusiast af moderne standarder. Han fik bygget sit eget termiske svømmebad, han kunne nyde, når han fik lyst til det. Fire ud af 13 bade, som vides at være brugt helt tilbage i de tidlige dage af det islandske samfund, står stadig i dag.
Reykjavík har overraskende nok sin egen geotermiske strand med hvidt sand og varmt havvand
Siden man begyndte at udnytte det varme vand til bæredygtig energi, er badetraditionen blevet dybt forankret i islandsk kultur. Lokale i alle aldre og fra alle sociale lag benytter sig ofte af de mange offentlige svømmebade både for helbredsmæssige og sociale årsager. De omkring 100 af slagsen er perfekte steder at få en snak med venner og familie og lade op efter dagens aktiviteter. Her bliver der diskuteret stort og småt af unge og gamle. Hyggen er sikret, hvis du tager en afslappende dukkert i et af de mange svømmebade.
Svømmebadskulturen er tydeligt etableret i hovedstadsområdet, hvor der alene er 17 offentlige svømmebade. Størstedelen af dem er udendørs, og mange af dem er udstyret med saunaer og dampbade. Hygiejnereglerne tages alvorligt, og ligesom hjemme i Danmark skal alle vaske sig med sæbe uden badetøj, inden de går i vandet.
I de offentlige badeanstalter kan du typisk svømme i 27–29°C varmt vand og slappe af i hot tubs, som der oftest er flere af. Deres temperaturer varierer mellem 38-44°C. Hertil er der naturligt varme kilder i det fri på Island, hvor du kan svømme i behageligt varmt vand, som er rigt på mineraler og gavner huden. Dette kan du gøre i f.eks. luksusspabadet The Blue Lagoon i lavamarkområdet på halvøen Reykjanes, tæt på Keflavík lufthavn og ikke langt fra Reykjavík.
At bade disse steder sætter et smil på læben, uanset om det er en lille naturlig kilde smukt beliggende mellem hav og bjerge eller et offentligt svømmebad i en by. Islændingene bader disse steder hele året rundt, da svømning er sundt, men også fordi vandet varmer kroppen op, og det sociale samvær er med til at holde humøret oppe i den kolde og mørke vintertid, når sneen falder om ørene.