Arven fra vikingetiden

Island blev først koloniseret i omkring 930 e.Kr. af norske vikinger, som sejlede dertil og fandt ubeboet isoleret land. Landet blev med stor sandsynlighed opdaget endnu tidligere af søfarende keltiske munke, men nordmændene krævede retten til landet og bosatte sig. I dag ses landets rige kulturarv mange steder i det moderne samfund.

De fleste norske kolonister var velhavende landmand og adelsfolk, som rejste ud på grund af politiske, sociale og økonomiske forhold. De havde en drøm om frihed til at starte på en frisk. Nordmændene blev efterfulgt af vikinger fra Danmark, Sverige, Norge og De Britiske Øer. Koloniseringen varede 60 år, hvor det meste af Island til sidst var krævet ret på.

Middelalderbogen ’Landnámabók’ beskriver hvem der bosatte sig på Island. Den benævner 415 hoved-landtagere, hvoraf 13 er kvinder. DNA-studier peger på at disse kvinder var af keltisk afstamning, hvor nogle af kvinderne muligvis har været koner, elskerinder eller slaver for de højstående norske landtagere, som havde været bosat på De Britiske Øer.

Det står beskrevet i de islandske sagaer og i Landnámábók, at de første bosættere kastede træpæle dekoreret med portrætter af guder overbord og krævede det stykke land, som pælene skyllede op på.

Þingvellir – samfundsorden og demokrati

Et hovedtræk ved det tidlige islandske samfund er, at der ikke var nogen konge eller overhøvding, som styrede landet. Samfundet var i opdelt regionalt, hvor man klarede konflikter og stridigheder lokalt og privat så vidt muligt. Dertil lavede de regionale høvdinger distriktsforsamlinger hvert forår, hvor samfundsproblemer og forretninger blev diskuteret.

I 930 e.Kr. blev Islands Alþingi, den nationale forsamling, etableret og en almindelig gældende lov fastsat. Landets høvdingene mødtes årligt i et råd i to uger i juni ved Þingvellir, forsamlingssletterne, hvor de samles for at fastsætte love og varetage sager efter gældende lovgivning. Dette sted er i dag fredet som Þingvellir Nationalpark og optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Bosættelsestiden

Island var også sparsomt beboet i vikingetiden, hvor bosætterne dannede landsbrugssamfund med kun få landsbyer og spredte huse. Dengang var der modsat i dag skove og høje træer på øen, som bosætterne benyttede sig af til at lave huse med. De brugte udelukkende naturmaterialer som tørv, sten og tømmer til at lave huse, hvor de boede med deres medbragte husdyr, f.eks. får, geder, høns, grise, hunde og kvæg. Dette resulterede i at Island i dag har relativt få træer og bare, brede landskaber.

Landet blev et selvforsynende samfund med forsyninger afhængigt af sæson. På trods af landets isolerede beliggenhed var der regulær trafik ad søvejen omkring Island, hvorfor Island havde kontakt med andre kulturer. I det 13. århundrede begyndte Island at importere tømmer til skibsbygning og korn på grund af klimaforandringernes begrænsninger for landbruget. Fra starten af det 14. århundrede eksporterede Island tørret fisk Europa via Norge, bl.a. uldtøj, svovl, falke og skrifter.

De fleste bosættere tilbad de nordiske guder, og Island havde i starten religionsfrihed. Dog var nogle af de keltiske bosættere allerede kristne, og med tiden fik Island besøg af kristne missionærer i slutningen af det 10. århundrede, som skabte blodig uro. Island blev sidenhen erklæret officielt nationalt kristent ved Alþingi i juni 999/1000.

Sagaland

Selvom landet var fattigt i mange hundrede år har det altid været kulturelt rigt. Der har der altid hersket en vis overtro forbundet med naturen i kraft af Islands rige folklore, som er blevet genfortalt og videregivet gennem generationer. Historiefortællingen har altid været en del af den islandske kulturarv. Helt op til det 20. århundrede var det en central del af hverdagen med 'kvöldvaka'; højtlæsning fra bøger og skrifter i de mørke vintertimer.

Historierne om Islands bosættere blev skrevet ned i de islandske sagaer på kalveskindpergament i det 12. århundrede. De mest berømte sagaer er 'Íslendingasögur', som beskriver landets tidligere historie, lokale konflikter og stridigheder mellem forfædrene. De indeholder et væld af farverige karakterer med store personligheder lige fra krigshelte, hævngerrige kvinder, poeter, lovløse, antihelte og overnaturlige væsener. Islands litterære arv er enestående, og landets indbyggere har altid haft bemærkelsesværdigt gode læsefærdigheder.

Spor til nutiden

I dag ses spor fra denne tid, hvor traditioner og modernitet går hånd i hånd i det moderne Island. Oldgamle fritidsaktiviteter som styrkeprøver med løft af tunge sten, højtlæsning om vinteren, svømning og badning i de varme naturlige kilder dyrkes stadig af moderne islændinge.

Dertil er nogle af de gamle årlige festdage stadig en del af den islandske kalender. Dette gælder f.eks. den traditionelle festdag Þorrablót, som stadig fejres med traditionel islandsk mad; typisk saltet lam og grønne bønner. Du kan lære meget mere om Islands historie på landets mange museer, som bl.a. kan vise dig, hvordan livet var som bosættende viking for længe siden.

Museer i Island

Opdag Island

Eventyrlige Island

Der er rig mulighed for eventyr på Island, f.eks. udforskning af ubeboet land. Det tager kun 20 min. kørsel fra Reykjavíks centrum, før du er ude af byen og befinder dig omsluttet af Islands spektakulære landskaber.

Læs mere

Rene Island

Island er indbegrebet af frisk luft, rene råvarer og grøn energi. Innovation og bæredygtige løsninger prioriteres, så naturens geotermiske energi omdannes til elektricitet og overfloden af rent vand gør gavn i hverdagen.

Læs mere

Kreative Island

Siden Island blev grundlagt har historiefortælling og musik været en essentiel del af kulturen, som nu når et internationalt publikum på en global scene. Oplev scenekunst, design og innovation i verdensklasse.

Læs mere